I mit daglige arbejde som krisepsykolog med fokus på mødet, også i kroppen, oplever jeg rigtig mange aspekter af vores menneskelige personlighed og dets kropslige udtryk. Jeg er til stadighed fascineret af, hvordan vores krop forsøger at forvalte den mængde påvirkning og glæde, men også de belastninger, vi bliver udsat for og udsætter den for. Der er mange mennesker, både børn og voksne, der naturligt efter belastende påvirkninger, længerevarende livskriser og chok kommer sig, og genfinder en ny balance.
De har i tiden efter naturlige og mange efterreaktioner, men de kommer sig, og genfinder sig på ny.
Erfaring viser her, at de er mere vant til at lytte til, hvad deres krop og følelser fortæller og mærker behov for.
Der er ofte en, ikke alt for dyb, skam, der tilbageholder og fraspalter de sunde reaktioner, der åbenbart for nogle skal til, for at kroppen i sin naturlighed kan komme sig.
Men erfaring viser desværre også, at der er mange flere, der ikke kommer sig naturligt, som efterfølgende får mange slags følelsesmæssige og kropslige efterreaktioner og symptomer, som over tid desværre ofte bliver kronisk og fastlåste traumereaktioner. Tilstande som nu bare skal gå væk, giver smerte både i krop og følelser, og medfører tab af funktion og energi.
Alt for høje niveauer af angst, kollaps - og efterfølgende tilstande af skamfuldhed og isolation. Jeg er til stadighed optaget af, hvad kontakt kan gøre ind i disse tilstande i os. Hvad kontakt ind i kroppen, kontakt mellem mig og anden, kontakt og spejling mellem min krop og den andens krop, kan betyde dybt i disse tilstande.
Hvad sker der med de kropslige, ofte ordløse, tilstande, når de bliver mødt, spejlet og gjort almen menneskelige?
At opdage og undersøge hvordan nerve, hormon og bindevæv ræsonnerer ind i det følgeskab, møde eller samklang med et andet menneske?
